I dag var en god dag. På den der overskudsagtige måde hvor man fortrænger alle dagens strabadser.

Jeg startede ud kl. 7:45 og vandrede ned ad gaden og ud af byporten. Og så tænkte jeg “Fuck nu jer!” da jeg så den første stigning. De kunne lige så godt have bygget en trappe, hvis ikke at det havde været fordi at der også skulle køre biler i ny og næ.

Det var helt utroligt tåget, men det er faktisk okay. Så kan man ikke se hvor langt der er til næste sving på vejen. Jeg kom forbi min første løse ko allerede i formiddags, og senere også vilde – eller ihvertfald løse heste.

Det er de små ting der kan bringe smilet frem; at solen bryder frem igennem tågen, eller blot at vejen flader ud.

Efter dagens stigninger må jeg hellere definere “op” på en helt ny måde. Det kan også bruges i vores hospitalsvæsen, hvor det kan være en let og enkelt måde at afgøre om folk er klinisk sindssyge. Hvis de svarer “ja” til spørgsmålet “Synes du at det er en god ide at krydse Pyrænæerne til fods?” Ja så kan de erklæres tossede på stedet.

Vejret skifter også en del i bjergene. Da jeg var oppe på toppen, eller deromkring, ihvertfald kun med 5 km. tilbage, havde en af de andre pilgrimme åbenbart været uartig, for det begyndte ihvertfald at regne.

Senere var den gal igen, for regnen slog om i hagl.

Midt i haglbygen mødte jeg en gut fra Tyskland, og en fra Gran Kanaria, som overvejede vejen ned til klosteret. Vi tog en hurtig beslutning og fulgtes ned fra bjergene. Mine støvler sejlede i vand, men man når det punkt hvor det egentlig bare er ligemeget, og man bare vil frem til det der kloster. De gik godtnok lidt langsomt, men så kunne vi tre da dele elendigheden.

Klosteret er fint, med ny-indrettet “sovesal”. Der er en dda blevet badet og vasket tøj, og klokken er ikke engang fire endnu.

Jeg er spændt på om mine støvler er tørre til i morgen.