Dagen startede heldigvis med tørvejr – i ca. 10 minutter. Så regnede det ellers hele vejen ud af Pamplona. Tiden går på en underlig måde. Da jeg første gang kiggede, havde jeg gået i halvanden time, og det føltes som ingenting.

Lige her til min formiddagspause var der nogle pilgrimme som mente at det var vigtigere for deres rygsække at stå på bænken, end at vi andre kunne sidde. Men det er okay, jeg har mit fine siddeunderlag med.

Mens jeg skrev kom Stefan forbi. Han var glad for sin nye hat. Det er sikkert sidste gang jeg ser ham. Han ville tage omkring Huerta og se kirken der. Og så blive i Punta la Reina.

Jeg spiste frokost lige i udkanten af Punta la Reina. Jeg bad om en bocadillo con bacon, og den kloge bartender spurgte “?Y con queso?” Ja gu skal der også ost i 🙂

Jeg holder lige en lille fod-pause. En gut fra Michigan afbrød lige pausen. Han taler godt nok meget. Han er 52 år og har lige graduated from collage. Heldigvis går han ikke så hurtigt 🙂

Opstigningen til Alto de Perdon var ret spændende. Regnen havde forvandlet stien til ren mudder. Den der slags mudder som kun pilgrimme, og måske folk på Roskilde kan sætte pris på. Det kan fåes i alle velassorterede forretninger som handler med mudder. Bare spørg efter “Pilgrims-mudder, ekstra klæbrig”.

Jeg stoppede ved korset som var rejst hvor den danske pilgrim døde i 2006. Jeg plukkede et par blomster, og tudede lidt i en blanding af rørthed og udmattelse.

Det var en sygt lang dag. Alt for lang. Jeg tror at telefonen løb tør for strøm i Arcos. Den kan åbenbart kun tracke GPS i 10 timer før den løber tør. Jeg fik en cola og lidt strøm, før jeg fortsatte til Estella.

Fuldstændig ødelagt forsøgte jeg at finde Municipal Alberguet – uden held. Til sidst stødte jeg på et  Hostel Christina. Jeg var fuldstændig ligeglad med alt og skulle bare have et værelse og en seng.

Det var en gammel hyggelig dame som havde det. Hun talte naturligvis kun spansk. Men jeg fik mig da et værelse. Og som noget af det første ud under bruseren med alt det varme vand jeg kunne drømme om. Der var også et lille badekar, hvor jeg kunne sidde sammenkrøbet, og bare sidde i blød i vand.

Det havde været en 12 timers dags, så jeg orkede ikke engang at gå ud efter aftensmad. Jeg faldt bare omkuld på sengen.