I morges var jeg en af de der morgen-pilgrimme. Jeg vågnede og var frisk og udhvilet, og da jeg så at flere af de andre allerede var oppe og væk, tænkte jeg at jeg lige så godt kunne rejse mig. Der var intet naturligt lys i rummet, så det var umuligt at vurdere tidspunktet. Da jeg kom ud af døren var det både nat og regnvejr.

På vej ud af byen fik jeg fløjtet af en pilgrim, som var på vej ned ad den falske gade, da han havde overset både skilt og gul pil. Endnu en grund til at jeg ikke gider at gå mens der er mørkt. Guidebogen havde et alternativt ruteforslag i dag. Hovedruten langs landevejen, og en “pænere” ude på små-veje. Næste gang at der er sådan en mulighed, så vælger jeg bare at gå langs vejen. På hele det “pæne” stykke på 9 km. mødte jeg kun een eneste anden pilgrim, og det var endda på starten af strækningen. Bred og lækker grusvej, som dog bare ingen ende ville tage. Og naturligvis uden noget der lignede en bar.

Efter 2 timer fandt jeg et træ, hvor jeg var tør under, så jeg kunne holde en pause. Det var heldigvis også holdt op med at regne. Og da jeg gik videre brød solen frem. I Calzidalla de Hermanillos var der heller ingen bar, men jeg tog lige en lille pause mere. Jeg var efterhånden godt træt af at gå ude i ingenting, og guiden viste på kortet, at der skulle være en mulighed for at dreje fra og komme tilbage til “hoved-caminoen” kort efter byen.

Et stykke udenfor byen mødte jeg et par lokale, og kunne spørge om vej til El Burgo Ranero. Heldigt nok at jeg gjorde det, for i det kryds hvor jeg drejede til venstre, viste den gule pil bare ligeud. Og ifølge guiden var det ligeud i 20 km. uden noget som helst. Og vi husker lige, at jeg stadig ingen morgenmad havde fået.

Omsider dukkede byen dog op i horisonten. Men da jeg kom ind fra en aparte side var der ingen gule pile til at redde mig. Heldigvis var der et kirketårn at navigere efter. Så tværs over jernbanespor og direkte mod kirken. Så kan det aldrig gå helt galt. Og ganske rigtigt, kort tid efter så jeg en bar og den første pilgrim. Jeg var reddet!

Jeg må have set helt udmagret ud, for da jeg bestilte en “bocadillo con beicon y queso” kom den med det største bjerg af bacon jeg har set hernede. Jeg kunne ikke engang spise op. Så lige nu nyder jeg livet med en ekstra cola, og hviler fødderne.

Jeg tror at planen er, at gå de ca. 14 km. til den næste by. Jeg har bare ikke sagt noget til mine fødder om planen endnu. Klokken er ikke engang tolv, så det burde kunne lade sig gøre.

Lige da jeg skulle til at gå videre faldt jeg i snak med Trond fra Norge. Han havde tidligere gået til Burgos, så nu var han startet derfra igen. Han havde allerede fået sig en skade med en hævet ankel af for stramt snøret støvle. Så han kunne kun klare 10 km. om dagen før det gjorde for ondt. Han regnede med at være i Santiago d. 15. juni. Hvordan ved jeg virkelig ikke, for det er om 12 dage.

Da jeg gik ud af El Burgo Ranero var al disen lettet, og jeg lagde mærke til bjergene i horisonten. Det er efterhånden længe siden, at jeg har set andet end bare fladt fladt fladt. Men husk nu “Flat is Good” 🙂 Bjergene synes så tæt på, men jeg skal jo lige forbi Leon først, så der er nok en 3-4 dage til før end at det begynder at gå opad mod Cruz de Ferro. Det er omkring 1.500 meters højde, og lige nu er jeg i omkring 800 meter. Så det er bare en stigning på 700 meter. Endda fordelt over to dage.

De 13 km. frem til Reliegos var godtnok lange. Men jeg havde jo også taget omvejen ad den “pæne” vej. Aldrig igen. Den eneste gang bliver til Samos, hvor jeg gerne vil overnatte på klosteret der.

Jeg har fået mig en ny vabel. Denne her sidder ret upraktisk på spidsen af højre pege-tå, eller hvad den tå ved siden af storetåen hedder. Jeg tror at den får alvor er dukket op på de sidste 13 km., men den er stadig så ny, at jeg ikke har givet den navn endnu. Og den sidder naturligvis hvor det er svært at tape. Fødderne er generelt rigtig trætte og ømme i dag.

Jeg gad nok vide hvor langt jeg har gået inkl. omvej. Må checke når telefonen har fået lidt strøm. Hvis man går udenfor pilgrims-myldretiden kl. 7-13 så ser man godtnok ikke ret mange. På det første lange stykke i dag, så jeg jo kun en enkelt, og på det sidste stykke kun 3-4 pilgrimme. Folk på cykel tæller ikke – de er turister. Kun folk der er tossede nok til at slæbe rundt med alle deres sager på ryggen og få vabler er rigtige pilgrimme 🙂

Måske Anette alligevel havde ret, og jeg skal arbejde lidt med min næstekærlighed. Jeg mente nu ikke at det ville være et større problem, når nu det svenske bikini-team ventede på næste albergue. De var der ikke, så de må alligevel være gået videre. Jeg skal nu nok indhente dem 🙂

I morgen ser ud til at blive en kort afslappende dag. Der er kun 23 km. til Arcahueras, og så er jeg kørt i stilling til at kunne passere Leon i eet hug, uden at skulle blive i byen længere end højest nødvendigt. Alternativt er der kun 6 km. ekstra til Leon. Og i så fald står den helt klart på noget hostel med ene-værelse og masser af varmt vand.

Et par amerikanere, en englænder, en hollænder og en gut fra Tasmanien rykkede ind på bordet ved siden af. Generelt irriterende folk. Heldigvis er byen stor nok til at have to barer, så jeg skiftede bare bar. Den nye serverer “ensalade mixta – grande”. Rigtig lækker med små syltede agurker, oliven, tomater, tun, æg, en slags små løg og så naturligvis salat. €6 er jo et fund.

Bakkerne her rundt om Reliegos er fuldt med små “hobbit-huller”. Jeg tror at de opbevarer vin i dem. Hvis der boede hobitter ville dørene være runde, og de er bare normale.

Det var god salat. Og telefonen er ladet fuldt op, så nu ved jeg igen hvad klokken er, og kan se hvad jeg nogenlunde har gået af kilometer. Den døde efter 18 km. og det har nok været i El Burgo Ranero. Og så lige 14 km. mere oveni. Så dagen er endt på 32 km. og når jeg regner afstande sammen for den “normale” vej, ser det ud til at være det samme. Så det var ikke så tosset.