Kroppen er ved at være træt. Jeg kan mærke det når jeg vandrer. Tempoet er ikke længere så højt. Man ser heller ikke så tit dem som går rigtigt hurtigt. Dem som har overhalet mig skulle jo være blevet erstattet af nogle nye bagfra. Så de fleste begynder nok at kunne mærke kilometrene i fødderne og benene. Mine knæ kan også stadig huske nedstigningen fra i går. Så jeg skal bare være lidt forsigtig når jeg går nedad.

2. morgenmad/frokost er her i Cacabelos. Klokken er omkring 11, og jeg har gået siden kl. 6 med kun en enkelt the-pause i Ponferrada, og en lille pause senere også.

Jeg stod op mens det egentlig stadig var nat. Jeg vågnede, og kunne ikke falde i søvn igen. Og så kunne jeg jo lige så godt stå op og begynde at gå. Det var ikke noget problem at gå i mørket, for jeg skulle jo bare følge vejen det første stykke. En større flok italienere var også stået tidligt op. Jeg ved ikke helt hvorfor, for de stod bare på terassen og snakkede.

De sidste 8 km. fra Cacabelos til Villafranca del Bierzo gik okay. Jeg kom naturligvis til at tage den lange, men pæne rute. Det var altså ikke med vilje.

Jeg blev overhalet af en amerikaner på vej ud ad byen. Jeg har naturligvis glemt hans navn igen. Han udnævnte Gregory til “Kongen af Snorkerne”. I nat snorkede han så rummet nærmest vibrerede. Det kommer nok ikke til at ske igen i nat, for her på albergue Ave Fenix er der ikke noget med at stå op før kl. 6:30, og Gregory ville jo helst afsted mellem kl. 4 og 5.

Jeg mødte et par tossede tøser fra Holland på det sidste stykke ind til byen. De jagtede et firben for at tage et billede af det. Held og lykke med det 🙂 De bor også her på alberguet.

Fødderne har det egentlig forbløffende godt i dag. Normalt når dagen er slut og støvlerne kommer af, kan der godt gå et kvarters tid eller mere før end fødderne holder op med at gøre ondt. Og det er slet ikke tilfældet i dag.

Jeg har meldt mig til aftensmad i dag. Så er jeg da ret sikker på at få noget at spise. Det er billigt og det bliver sikkert også hyggeligt.

Jeg skal vist have fat i Bertelsen og Danmarks Radio. Det er jo den ene tossefabrik efter den anden de har boet på. Spaniolerne og italienerne har allerede gang i den vildeste fest og er spritstive.

Sengene passer godt i længden til folk som stoppede med at vokse før de blev 10 år. Jeg skal jo heldigvis kun være her en enkelt nat, så er det jo bare at knibe ballerne sammen.

Byen er ikke den mest ophidsende. Nogle af de andre byer har været mere interessante at kigge rundt i.

Den bedste kommentar på turen tror jeg bliver den fra den amerikanske pige på stykket mellem Estella og Los Arcos; “Do you want some vaseline?” Ja hvad svarer man nærmest til sådan et tilbud ude midt i ingenting? Den bliver ihvertfald svær at overgå 🙂

Nogle gange bor man godt nok nogle steder hernede, som næppe ville blive godkendt som menneske-bolig af myndighederne hjemme i Danmark. Jeg tror at man kan hive en nogenlunde fornuftig omsætning hjem, hvis man har 40 senge til €7-8 om dagen. Man skal bare bruge et rum hvor man kan stoppe flest mulige senge ind, så har man en god start.

Efter at have badet her på Ave Fenix husker jeg hvor meget jeg trænger til hostel og varmt vand i meget store mængder. Det bliver nærmest kun til en klatvask, når der kun kommer små mængder lunkent vand ud af bruseren ad gangen. Jeg har dog ikke nogle aktuelle hostel-planer før Santiago. Der trænger både jeg og tøjet nok til en ordentlig vask, så jeg kan være bekendt at sidde ved siden af andre mennesker i flyet hjem.

Jeg er vist også kommet frem til den konklusion, at jeg ikke tager til Finnisterre. Jeg har godt nok en ledig dag til det, men jeg vil ikke bruge 2-3 timer i en bus, som jeg kunne bruge bedre i Santiago på en cafe, og måske gense nogle af alle de mennesker som jeg har mødt undervejs. Sådan efterhånden som de kommer “i mål”. De fleste er jo nok en dag eller to bagefter mig.

Og jeg trænger nok også til at slappe af en enkelt dag før end at jeg skal rejse hjem.

Jeg glemte næsten at betale for opholdet i dag. Var nået omtrent 100 meter op ad gaden, og det føltes som om at jeg havde glemt noget. Og så slog det mig, at alberget var “donativo”. Jeg puttede €5 i bøssen plus mine små-mønter.

Det har været koldt i nat. Jeg havde allerede taget de lange underbukser på i seng, men jeg vågnede i løbet af natten og frøs. Så t-shirten kom på. Jeg vågnede igen, og denne gang kom den langærmede på. Så jeg var lidt spændt på vejret, da jeg gik ud af byen.

Det fin-regnede lidt op mod Foncebadon, men ikke så meget at regntøj var nødvendigt. I Foncebadon nappede jeg en kop the i en slags alternativt albergue/bar. Bagefter var det tid til at bruge regnjakken som vindjakke, og jeg fandt altså også vanterne frem. Op mod Cruz de Ferro begyndte det at regne lidt mere. Heldigvis kunne jeg sidde i ly deroppe mens jeg fin-tænkte lidt.

Jeg fik lagt min egen sten i bunken. Den ret så store bunke af sten. Traditionen med at lægge sten på bjergtoppe er en gammel keltisk tradition for at behage bjergets guder. Så har den katolske kirke klasket et kors på en pind og placeret midt i bunken, og så er traditionen pludselig okay med kirken. Smart 🙂

Da jeg gik videre begyndte det at regne mere for alvor, og med tilhørende blæst. Jeg kom forbi Manjarin med Tomas’ albergue med tempelriddere. Selvom at det regnede, så det dog så skummelt ud, at jeg ikke ville ind og have en cola-pause. Det var slet ikke samme indtryk man fik som på TV. Hans brænde-kastende nabo Jesus havde iøvrigt fået ny bil.

Hvis man gerne vil bo som eneboer så virker det dog lidt aparte at slå sig ned lige op og ned af caminoen, hvor flere tusinder kommer forbi. Men måske husene er billige i en ruinby.

Pludselig på toppen var regnen stoppet, og da jeg rundede et hjørne på stien lettede skyerne, og solen kom frem og man kunne se hele dalen under sig. Første by efter nedstigningen var El Acebo, og her var en lækker bar. Jeg fik en “bocadillo clasico”. Det var med omelet med skinke. Og herefter mere nedstigning. Det meste af dagen foregik på rullesten og skærver.

Pludselig midt ude i ingenting mødte jeg en siameserkat, som sad på en klippeblok og kiggede på mig. Den var vist noget langt væk hjemmefra.

Nede i Molinaseca stoppede jeg ved baren lige efter broen, nede ved floden. Fik en portion “croqetas” og en cola mens jeg overvejede verdenssituationen. Tjeneren kildede mig, da han kom med mine croquetas og cola. Det er en mand!

Det gav ikke rigtig mening at fortsætte til Ponferrada, hvis jeg ville stoppe i Villa-franca del Bierzo. Så ville i morgen blive alt for kort. Så i dag er vandringen slut efter kun 22 kilometer, men alligevel er klokken blevet 15:45 da jeg checkede ind på Albergue Santa Maria. Men der havde jeg jo også pauset den i et stykke tid.

Alberguet ligger dog et pænt stykke udenfor selve byen, så det var lige før at jeg troede at jeg havde overset et skilt på vejen.

I dag fik jeg en længere snak med min spanske ven Gregory fra Logroño. Han taler meget. Dog mere spansk end engelsk. Men med lidt fagter kommer vi dog frem til meningen. Han var startet i Logroño ved at gå ud ad sin dør. Han gik meget op i hvilken ugedag han kunne deltage i pilgrimsmessen i Santiago. Søndag skulle tilsyndeladende være bedst, og derefter lørdag. Om nogle år ville han så gå turen fra Saint Jean Pied de Port til Logroño. Han han havde ikke tid til hele turen på een gang. Jeg tror at han var gået afsted fra Logroño d. 23., og jeg forlod selv Logroño d. 25. Han står op hver dag mellem kl. 4 og 5 for at gå i de kølige morgentimer. Eller nattetimer som jeg kalder det tidspunkt.

Der er altså lidt koldt i dag. Eller jeg fryser ihvertfald. Der er sikkert omkring 20 grader. Gregory viste mig vejrudsigten for Ponferrada i morgen, og de lover vist delvist skyet og op til 21 grader. Sådan skulle det vist fortsætte et par dage endnu. Men det kan jo sagtens skifte når næste bjergkæde passeres om to dage.

Det ser stadig ud til at det kan lykkes med Villa-franca del Bierzo i morgen, O Cebreiro i overmorgen, og så en lidt lang dag med 30 km. til Samos. Herefter er der ikke flere planer frem til Santiago.

Gregory kom lige forbi, og forklarede om vejen i morgen. Der er en kort og en lang camino i morgen. Jeg tager den korte. Dagen bliver lang nok, og jeg tager ikke skade af den lille bitte smule trafik der kommer på de her små veje. Det er altså okay at skyde lidt genvej på den her måde. Gregory og hospitaleroen siger at alberguet i O Cebreiro ikke er særligt godt, og der skulle være et godt et i byen lige inden. Jeg overvejer lige hvad jeg gør. Det er først i overmorgen. Og jeg kan jo se hvad fødderne siger når vi nærmer os.

Jeg har glemt at spise de yoghurt som jeg købte til aftensmad, så de kan blive til morgenmad i stedet.

Der var en flok franske kvinder som stod og lagde eyeliner, da jeg kom ud til toiletspejlet her til morgen. Det er nemlig vigtigt at se godt ud når man vandrer. Det er sådan noget os fyre går langt mere op i end “Hvor er du fra, hvordan har dine fødder det og hvor er du startet?”.

Tidligere spurgte man også hvor langt folk skulle, men nu er vi efterhånden så tæt på Santiago, at det virker ret åbenlyst hvad målet er.

Her på vej til Astorga har jeg set tre vilde kaniner, og masser af kaninhuller. Lidt udenfor byen blev jeg overhalet af en gut med en guitar, som gik ret stærkt. Han drejede fra da de gule pile pegede den vej. Det var dog vist bare en driftig bar-ejer som havde været flittig med den gule maling, for at lokke kunder gennem byen. Jeg checkede kortet i min guide, og der var byen ikke på den korte rute langs hovedvejen, men langs den lange, men pæne, rute.

Hvis jeg ville have en omvej, så havde jeg nok taget den rute fra starten. Jeg så guitarfyren igen da ruterne samledes. Så med hans fart må den have været noget længere, siden vi kom frem samtidigt.

Bjergene er kommet ret tæt på, og der er sne på toppen af nogle af dem. Heldigvis er den bjergtop med Cruz de Ferro ikke den højeste.

Jeg har også set skov i dag. Det er længe siden. Det er vist slut med meseta for denne gang. Det bliver rart med lidt afveksling i landskabet igen.

I Santa Catalina de Somoza blev det tid til en pause og en cola igen. Sådan godt 11 km. fra Astorga. Der er 4 km. mere til El Ganso. Dem klarer jeg nok. Jeg er lidt mere i tvivl om de ekstra 7 km. til Rabanal del Camino. Men kunne jeg nu tage dem i dag, så kunne i morgen blive en kort dag med kun 25 km. Til gengæld en masse højdemeter. Kun 400 meter op, men 900 meter ned. Og det er faktisk nedstigningerne som er værst. Jeg fik ondt i fødderne på nogle af de sidste store nedstigninger. Så jeg frygter lidt næste nedstigning.

Nu kom solen frem. Det har ellers været en skyet og kølig dag. Sikkert kun 20 grader 🙂 Fint vejr at gå i.

Fødderne og jeg klarede det til Rabanal. Jeg har dog vist lige et par vabler, som der skal kigges på.

Undervejs har jeg kigget efter Cruz de Ferro. Det er dog ikke lige tydeligt at genkende. Masser af vindmøller dog. Jeg bor på albergue Gaucelmo, som er drevet af det britiske Confranity of St. James. Vi bor i udhuset, så der kunne måske nok blive en anelse koldt i nat. Godt at jeg stadig har de lange uldne med 🙂 Der er faktisk lidt halvkøligt her kl. 17. Måske der det fordi at vi er så tæt på bjergene. Eller “tæt på” er måske så meget sagt, når vi allerede er i 1.200 meters højde.

Der bor vist også fire andre danskere her på alberguet. Jeg tror lige at jeg skal ligge lidt mere på sengen. Klokken er kun 17.

Det var da vist lige en fugl der fløj igennem mit “soveværelse”.

Klokken er pludselig blevet 19.30. Jeg nåede ikke messe, men jeg nåede da en slags bad. Man kunne ikke selv vælge temperatur, og lige når det begyndte at blive dejligt varmt, så blev vandet bare ikke varmere. Og varme er blevet en mangelvare. Jeg mildest talt skidefryser. Så de lange underbukser er fundet frem, og vandresokkerne er kommet på igen sammen med den langærmede “morgentrøje”.

Jeg er lidt spændt på hvor meget tøj der bliver nødvendigt i morgen. Jeg tænker lidt på hvordan de spaniolere, som jeg tidligere har set, som rejser let og uden sovepose klarer den.

Aftensmaden var igen sund og nærende youghurt og en “Aquarius Naranja”. Dem er jeg blevet ret pjattet med. Det er en slags saftevand lavet af de gode folk fra Coca-Cola. Ellers får jeg drukket alt for mange colaer. Det er blevet til tre bare i dag.

Jeg har lige talt de resterende sider i min notesbog. Der er 25 tilbage, og med to pr. side, så har jeg 50 sider at gøre godt med. Og med max. 10 dagsetaper tilbage skulle jeg nok kunne holde den gående.

Nu har jeg talt lidt kilometer, og jeg kan måske få det til 9 dage før jeg er i Santiago. Det vil være d. 15. Så kunne jeg måske tage pilgrimsmessen d. 16. og bussen til Finnisterre bagefter og så en overnatning derude, og bussen retur d. 17. og direkte i lufthavnen om eftermiddagen. Det ville kunne passe uden alt for sygt langt dagsetaper.

I dag følger jeg i Mikael Bertelsens fodspor. Men hvordan han kunne have så store problemer med at finde ud af Leon begriber jeg ikke. Det er jo bare at følge de gule pile. Det tog en times tid at gå ud af Leon, og nå til Virgen de Camino.

Det passede fint med en pause til morgenmad – the og croissant. De spanske croissant er noget mere kompakte i forhold til de sprøde og luftige franske.

Efter en time mere var det tid til 2. morgenmad. Her mødte jeg min japanske ven fra tidligere. Det viste sig at han i virkeligheden var fra Sydkorea. Han afslørede også at han havde taget bussen ind til Leon. Så kan jeg bedre forstå at han havde kunnet indhente mig fra Terradillos de los Templarios. Han mål for dagen var San Martin de Camino.

En meget lang time senere var det tid til en ny lille pause i en lille lund. Jeg havde lige passeret et bageri uden nogle siddepladser, og skulle jeg spise noget ville jeg kunne sidde ned. I San Martin de Camino bestemte jeg mig for at holde en lang frokostpause på Albergue Santa Ana. De lavede en kæmpe portion lækker ensalada mixta con atún. Og mens jeg spiste kom min sydkoreanske ven futtende, og vi fik os en lille snak. Han var også startet i SJPP, med 15 kg. rygsæk, men nu havde han sendt 5 kg. overflødige ting i forvejen til Santiago.

De sidste 6 km. til Hospital de Orbigo var egentlig ikke noget større problem. Jeg havde ikke ondt i vablerne, men bare almindeligt ømme fødder. Når jeg bare slentrer afsted kan jeg gå ret langt. Som f.eks. de 30 km. i dag, uden de store problemer.

Lige indenfor byen hilste jeg på min spanske ven fra Leon og Sahagun igen. Jeg så også en “dust devil” i dag. Tror at det er første gang.

Hele dagen foregik mere eller mindre langs N-120 hovedvejen i dag. Men man tuner bare bilerne ud, så går det fint.

Jeg bor på alberguet San Miguel. Jeg passerede albergue Karl Leisner, som havde et stort dansk flag hængende. Det var fristende, men jeg havde bestemt mig for San Miguel, som var noget mindre. Jeg har også mødt en dansker her. Blev afsløret af det danske domænenavn på ryggen af min t-shirt. Han havde fået lungebetændelse og planlagde at blive her i to dage.

Hilste lige på en tysker som jeg havde drukket øl med i Altapuerca for en uge siden. Han havde mødt Stephan for to dage siden, hvor han havde gået 45 km. på en dag. Måske lykkes det ham at indhente mig.

Jeg er på en sund diæt af youghurt, drikke-youghurt og müslibars. I den her varme magter jeg bare ikke at spise en tung aftensmad. Så hellere en god frokost med tilhørende lang frokostpause i løbet af dagen.

Planen for i morgen er El Ganso. Så er jeg kørt i stilling til at kravle op over Cruz de Ferro. Bare en lille stigning på 4-500 højdemeter. Så i morgen omkring 29 km. Hvis det nu går vildt godt for sig, så 7 km. ekstra til Rabanal de Camino. Der er lidt flere albergues. Og så vil jeg have vundet en ekstra dag, som måske kunne bruges på en bustur til Finnisterre. Det kunne være lidt fedt at samle sin egen muslingeskal, i stedet for at købe en i en souvenierbutik.

Jeg forsøger at planlægge hvordan jeg passer Samos ind uden at smide en halv dag væk, som jo kunne bruges på noget god vandring, men det er svært at planlægge dagsetaper som ligger mere end 1-2 dage væk endnu. Jeg håber stadig at få det til at gå op i en højere enhed.

Overvejer også at blive barberet for første gang på turen siden Paris. Det er jo ikke noget som man bare kaster sig ud i. Især ikke når overvejelserne går i retning af at gå ind til en barber og få det gjort. Jeg kan lige overveje det et par dage mere. Jeg har jo god tid til lige at tænke over det.

I dag var planen jo en kort dag, og at stoppe lige før Leon. Jeg havde sovet supergodt, og vågnede som den sidste i sovesalen. Jeg tror at vi var omkring 8 og der var plads til 22.

I den første by ignorerede jeg den tidligere lærte lektie, og gik forbi den første cafe i byen. Der kom naturligvis ikke flere. I den næste by var hovedvejen bare ført igennem, og intet der lignede en bar. Så morgenmad blev en müslibar fra i går, og en ekstra tår vand.

Jeg tror at jeg så flere biler her til formiddag end sammenlagt fra turen fra Burgos. Det meste foregik langs en ret stor og trafikkeret hovedvej. Lige efter min pause kom jeg naturligvis til Vellarente de Puerto, hvor der var en bar som den første. Men nu havde jeg jo lige holdt pause 500 meter inden, så det var måske lige at strække den med pause allerede igen.

Det er lidt koldt i dag med kun 25 grader. Men fint vejr til at gå i. Planen var at stoppe i Arcahueras, men der var jeg allerede kl. 11, så det virkede lidt tidligt at stoppe dagen. Jeg spiste i stedet en chorizo-snack på deres bar/albergue.

Der var kun omkring 6 km. til Leon, så jeg fandt Plan B fra i går frem, og besluttede at dagens mål nu var Leon. Og med tilhørende hostal som belønning.

Da jeg traskede ned ad gågaden mod katedralen var der pludselig en spanioler der hilste på mig. Jeg havde mødt ham tidligere i Sahagun, hvor han havde vist mig vej til alberguet.

Fremme ved katedralen var der et eller andet lokalt talentshow, og mens jeg kæmpede mig igennem masserne, så jeg nordmanden fra Sri Lanka. Jeg havde tidligere hilst på ham i Los Arcos, Burgos og på vej ud af Sahagun. Så nu hilste jeg lige på ham igen.

Katedralen var lukket indtil kl. 16, så jeg gik en tur rundt om den og ledte efter et hostal. Fandt ikke lige noget, så satte mig ved indgangen til katedralen for at kigge efter hostal i guidebogen. Der var et forslag som lå ret tæt på katedralen. Og da jeg kiggede rundt, kunne jeg ligefrem se skiltet med “Hostal”. Over pladsen i en fart og checke ind på Hostal Albany. Prisen var €40 og det var okay med mig.

Det første jeg gjorde, da jeg kom ind på værelset var at smide alt tøjet og futte ud på badeværelset. Lækkert ikke at skulle tage hensyn efter så mange dage på albergue. Værelset er meget moderne og lækkert. Og med rigtig brusekabine og bruser. Jeg trængte vist også til et grundigt bad.

Efter lækkert bad, tøjvask og et par minutter på langs på sengen, var det vist tid til at lave lidt.

Heldigvis havde hostalet også et tilhørende konditori 🙂

Lige da jeg trådte ud på gaden mødte jeg igen nordmanden fra før, som sad og spiste. Han var checket midlertidigt ind på det offentlige albergue, og ville gå videre til Virgen del Camino senere i dag.

Det var god kage og cola light. Endda på gågaden med udsigt til katedralen. Og så kun €4.

Lige om lidt åbner katedralen, og så kan jeg få mit “cello”. Jeg tror bare at jeg nøjes med at se den udefra. Der er vist wifi på værelset, så måske at jeg kan komme online senere. Bør måske også købe et par postkort.

Ingen postkort alligevel. De havde kun nogle med Leon, og jeg vil have nogen med camino på. Til gengæld kom jeg online, og fik checket mail og lidt beskeder på Facebook. Det var meget rart med en livline hjem.

Jeg har også checket billet hjem, og det ser ud til at jeg kan komme fra Santiago d. 17. om eftermiddagen, og så være i København om aftenen. Endda til kun 2.000 kr. Det må jeg lige overveje.

Leon er en svær by at få mad i. Alle steder der sidder folk, sidder de bare og drikker. Fandt til sidst et sted i gågaden som solgte mad. En af de japanere som jeg efterlod i Templarios sammen med Anette og Casper, sad og spiste ved bordet ved siden af.

I morges var jeg en af de der morgen-pilgrimme. Jeg vågnede og var frisk og udhvilet, og da jeg så at flere af de andre allerede var oppe og væk, tænkte jeg at jeg lige så godt kunne rejse mig. Der var intet naturligt lys i rummet, så det var umuligt at vurdere tidspunktet. Da jeg kom ud af døren var det både nat og regnvejr.

På vej ud af byen fik jeg fløjtet af en pilgrim, som var på vej ned ad den falske gade, da han havde overset både skilt og gul pil. Endnu en grund til at jeg ikke gider at gå mens der er mørkt. Guidebogen havde et alternativt ruteforslag i dag. Hovedruten langs landevejen, og en “pænere” ude på små-veje. Næste gang at der er sådan en mulighed, så vælger jeg bare at gå langs vejen. På hele det “pæne” stykke på 9 km. mødte jeg kun een eneste anden pilgrim, og det var endda på starten af strækningen. Bred og lækker grusvej, som dog bare ingen ende ville tage. Og naturligvis uden noget der lignede en bar.

Efter 2 timer fandt jeg et træ, hvor jeg var tør under, så jeg kunne holde en pause. Det var heldigvis også holdt op med at regne. Og da jeg gik videre brød solen frem. I Calzidalla de Hermanillos var der heller ingen bar, men jeg tog lige en lille pause mere. Jeg var efterhånden godt træt af at gå ude i ingenting, og guiden viste på kortet, at der skulle være en mulighed for at dreje fra og komme tilbage til “hoved-caminoen” kort efter byen.

Et stykke udenfor byen mødte jeg et par lokale, og kunne spørge om vej til El Burgo Ranero. Heldigt nok at jeg gjorde det, for i det kryds hvor jeg drejede til venstre, viste den gule pil bare ligeud. Og ifølge guiden var det ligeud i 20 km. uden noget som helst. Og vi husker lige, at jeg stadig ingen morgenmad havde fået.

Omsider dukkede byen dog op i horisonten. Men da jeg kom ind fra en aparte side var der ingen gule pile til at redde mig. Heldigvis var der et kirketårn at navigere efter. Så tværs over jernbanespor og direkte mod kirken. Så kan det aldrig gå helt galt. Og ganske rigtigt, kort tid efter så jeg en bar og den første pilgrim. Jeg var reddet!

Jeg må have set helt udmagret ud, for da jeg bestilte en “bocadillo con beicon y queso” kom den med det største bjerg af bacon jeg har set hernede. Jeg kunne ikke engang spise op. Så lige nu nyder jeg livet med en ekstra cola, og hviler fødderne.

Jeg tror at planen er, at gå de ca. 14 km. til den næste by. Jeg har bare ikke sagt noget til mine fødder om planen endnu. Klokken er ikke engang tolv, så det burde kunne lade sig gøre.

Lige da jeg skulle til at gå videre faldt jeg i snak med Trond fra Norge. Han havde tidligere gået til Burgos, så nu var han startet derfra igen. Han havde allerede fået sig en skade med en hævet ankel af for stramt snøret støvle. Så han kunne kun klare 10 km. om dagen før det gjorde for ondt. Han regnede med at være i Santiago d. 15. juni. Hvordan ved jeg virkelig ikke, for det er om 12 dage.

Da jeg gik ud af El Burgo Ranero var al disen lettet, og jeg lagde mærke til bjergene i horisonten. Det er efterhånden længe siden, at jeg har set andet end bare fladt fladt fladt. Men husk nu “Flat is Good” 🙂 Bjergene synes så tæt på, men jeg skal jo lige forbi Leon først, så der er nok en 3-4 dage til før end at det begynder at gå opad mod Cruz de Ferro. Det er omkring 1.500 meters højde, og lige nu er jeg i omkring 800 meter. Så det er bare en stigning på 700 meter. Endda fordelt over to dage.

De 13 km. frem til Reliegos var godtnok lange. Men jeg havde jo også taget omvejen ad den “pæne” vej. Aldrig igen. Den eneste gang bliver til Samos, hvor jeg gerne vil overnatte på klosteret der.

Jeg har fået mig en ny vabel. Denne her sidder ret upraktisk på spidsen af højre pege-tå, eller hvad den tå ved siden af storetåen hedder. Jeg tror at den får alvor er dukket op på de sidste 13 km., men den er stadig så ny, at jeg ikke har givet den navn endnu. Og den sidder naturligvis hvor det er svært at tape. Fødderne er generelt rigtig trætte og ømme i dag.

Jeg gad nok vide hvor langt jeg har gået inkl. omvej. Må checke når telefonen har fået lidt strøm. Hvis man går udenfor pilgrims-myldretiden kl. 7-13 så ser man godtnok ikke ret mange. På det første lange stykke i dag, så jeg jo kun en enkelt, og på det sidste stykke kun 3-4 pilgrimme. Folk på cykel tæller ikke – de er turister. Kun folk der er tossede nok til at slæbe rundt med alle deres sager på ryggen og få vabler er rigtige pilgrimme 🙂

Måske Anette alligevel havde ret, og jeg skal arbejde lidt med min næstekærlighed. Jeg mente nu ikke at det ville være et større problem, når nu det svenske bikini-team ventede på næste albergue. De var der ikke, så de må alligevel være gået videre. Jeg skal nu nok indhente dem 🙂

I morgen ser ud til at blive en kort afslappende dag. Der er kun 23 km. til Arcahueras, og så er jeg kørt i stilling til at kunne passere Leon i eet hug, uden at skulle blive i byen længere end højest nødvendigt. Alternativt er der kun 6 km. ekstra til Leon. Og i så fald står den helt klart på noget hostel med ene-værelse og masser af varmt vand.

Et par amerikanere, en englænder, en hollænder og en gut fra Tasmanien rykkede ind på bordet ved siden af. Generelt irriterende folk. Heldigvis er byen stor nok til at have to barer, så jeg skiftede bare bar. Den nye serverer “ensalade mixta – grande”. Rigtig lækker med små syltede agurker, oliven, tomater, tun, æg, en slags små løg og så naturligvis salat. €6 er jo et fund.

Bakkerne her rundt om Reliegos er fuldt med små “hobbit-huller”. Jeg tror at de opbevarer vin i dem. Hvis der boede hobitter ville dørene være runde, og de er bare normale.

Det var god salat. Og telefonen er ladet fuldt op, så nu ved jeg igen hvad klokken er, og kan se hvad jeg nogenlunde har gået af kilometer. Den døde efter 18 km. og det har nok været i El Burgo Ranero. Og så lige 14 km. mere oveni. Så dagen er endt på 32 km. og når jeg regner afstande sammen for den “normale” vej, ser det ud til at være det samme. Så det var ikke så tosset.

Dagen startede ret dårligt. Eller rettere allerede natten. Det mest oplagte når man kommer ind i et rum med 30 grader for at sove, er nemlig at lukke vinduet. Så der var stegende varmt hele natten.

Jeg skulle have sovet nøgen, så de kunne ligge der i skæret af min hvide røv. Så kunne det være en slags gengæld på forhånd for i morges. En havde naturligvis sat sit ur til at ringe kl. 5 – på trods af at døren var låst til kl. 6:30.  Og så startede ellers det store lysshov med pandelamper og lommelygter. De to værste japanere brugte vel en time på at rasle og lyse, så da de skred kunne jeg lige så godt stå op. Og klokken var fucking 6:00.

Da jeg 20 min. senere var pakket og klar mødte jeg dem igen nede i støvlerummet. Så for deres store indsats med lys og raslen var jeg alligevel først ude ad døren.

De første 9 km. brugte jeg på at skumle over hvorfor jorden ikke bare kunne åbne sig, og opsluge udvalgte dele af sovesalen. Herefter havde nogen oprettet en bar ude midt i ingenting. Så her satte jeg mig og nød en “Kas Limon”, de havde nemlig ingen the. Og mens jeg sad her kom Anette og Casper forbi. Vi fulgtes ad derfra i et adstadigt tempo. Det hjalp kraftigt på humøret at grine og snakke. Jeg afleverede dem på et lækkert albergue i Terradillos de los Templarios.

Min plan var allerede der at jeg godt ville en smule videre end den foreskrevne dagsetape. Det endte med 14 km. ekstra, så jeg havnede i Sahagun. Alberguet var temmeligt svært at finde. Jeg var faktisk futtet lige forbi det. Det ligger i et restaureret kirkerum, så vi bor ovenpå kirken. Der er lidt koldt her til aften – kun 21 grader, da jeg var ude og spise aftensmad. Jeg spiste en pizza på en bar/cafeteria. Blev godt nok lidt overrasket, da han hev en frostpizza op af fryseren. Men den smagte faktisk okay. Bare ikke lige hvad man forventer, når man spiser ude. Stephan havde glædet sig sådan til pizza i Burgos. Jeg håber ikke at han havner sådan et sted med frostpizza.

Så efter sådan en pizza havde jeg bestemt fortjent en belønning, f.eks. kage. Jeg havde nemlig spottet en bar/konditor på vejen. Jeg købte en rigtig nam-nam kage med tilbage på alberguet. En slags cremeroulade, med karameliseret sukker på toppen. Lige som creme brulé.

Og lige nu øver koret nede i kirken. Der er en god akustik herinde, og det lyder ret godt i sovesalen. Jeg venter lidt med at sove. Også fordi at jeg skal have noget strøm på mobilen, og den ligger ude i køkkenet og lader. I aften går jeg mæt i seng. Det er længe siden at jeg kan huske, at jeg har gjort det.

Køjesengene her er sådan nogle små hylder. Så hvis man har valgt en “under” som mig, så er de faktisk lukkede på tre sider. Jeg skulle bare have valgt en som vendte væk fra fællesarealerne. Det er helt nye pilgrimme man ser, nu hvor jeg har taget 1 1/2 etape. Nogle ganske få har jeg set tidligere i Carrion, men det er vist kun en håndfuld. Resten er helt nye.

Men ingen danskere her. Jeg er spændt på hvem jeg løber ind i i morgen. De fleste som jeg talte med tidligere har jeg efterladt længere tilbage. Måske at jeg ser nogle af dem hvis jeg når til Santiago. Der er kun 375 km. tilbage. Det er helt underligt at tænke på at jeg nu kun har mindre end halvvejs igen, og at jeg har gået mere end 400 km. indtil nu.

Mine vabler er nærmest væk i dag. Jeg behøvede ihvertfald ikke at prikke dem i morges inden det sædvanlige ritual “The Taping of The Feet”.

Jeg var oppe og afsted allerede kl. 6:40. Jeg ville gerne udnytte de kølige morgentimer lidt. Og jeg kunne mærke allerede da jeg stod op, at det var varmere end det plejer.

Den første by jeg kom igennem så baren ret fyldt ud, så jeg gik bare videre. Næste by var alt lukket. Men byen derefter var der en kombineret bar/albergue, hvor jeg kunne få en kop the – og bruge deres toilet. Klokken var kun omkring 10 da jeg kom forbi, og allerede der havde de gang i den vildste koger. Der var godtnok en amerikaner som påstod at det var “receptpligtig marijuana/hash”. Yeah right 🙂

Her i Carrion er jeg indlogeret hos nonnerne på Albergue Santa Maria. Meget hyggeligt.

Jeg mødte også Anette og Casper igen, og fik en cola mens vi ventede på at alberguet åbnede. Jeg passerede et andet dansk par på vej ind i byen, Keld og hans veninde.

Da jeg tog mig en lille ekstra pause i Villacazar de Sirga kom Caroline forbi og vi vinkede. Hun så ud til at være meget bedre gående idag, næsten oppe i hendes vanlige fart. Dog ikke så hurtig, at jeg ikke kunne indhente hende inden byen 😛

Der er gratis wifi på den lokale bar. Jeg har ikke været online siden Los Arcos, og det er vist et par dage siden. Så under den første cola fik jeg lige hentet mails, og sendt postkort-mail hjem, mens vi ventede på at alberguet åbnede. Og så nappede jeg lige en cola mere efter check-in, så jeg kunne få sendt resten af mail-korrespondancen hjem.

Det er faktisk mere end 14 dage siden at jeg tog fra Danmark. Men når man sidder i skyggen på alberguet føles det som at tiden bare er fløjet afsted, og mange af dagene er bare flydt sammen. Når man vandrer er fornemmelsen dog lidt en anden, og når man kommer ud over de 20 km. virker dagen nogle gange ret lang.

Mens jeg fik den første cola fik jeg også lige en mini-bocadillo med skinke. Den fyldte lige det lille hul i maven. Og så må jeg også finde dagens is et sted – det er efterhånden et par dage siden sidst. Eller det var vist bare i forgårs, selvom at det virker langt væk.

Pilgrimme bruger ret lang tid på at sove egentlig. Sådan en middagslur er nu bare så rar. Vi er også ret glade for bare at gå midt på gaden i stedet for at bruge fortovet. Jeg tager ihvertfald ofte mig selv i at gøre det, når jeg slentrer rundt inde i byerne om eftermiddagen. Når jeg vandrer kan jeg nu også godt finde på at styre udenom fortovet, hvis der er for meget op og ned. Så er det bare lettere at gå på vejen.

Her til eftermiddag er det blevet ret skyet efter min lur. Vejret er faktisk ret så lækkert.

Jeg er vist kommet halvvejs igennem min notesbog. Jeg må til at udnytte siderne lidt mere grundigt.

Der nåede også at komme en ordentlig regnskylle, som rensede luften lidt. Aftensmad igen yoghurt og is 🙂

Jeg spiste aftensmad i går med Anette og Kasper fra Danmark. Det var en rigtig restaurant, så selv pilgrimsmenuen var god.

Det har været en mental hård dag. Fysisk nogenlunde – vablerne er som de plejer. Ihvertfald havde jeg ikke den store trang til at tale med nogen. Og det gjorde heller ikke humøret bedre, at jeg stødte på to asiatiske gutter, som råbte, sang og spillede musik. Heldigvis kunne jeg sætte farten lidt op ud af Itero de la Vega, og da jeg kom til en lille lund med skygge gjorde jeg holdt. Der var så meget vind under træerne, at det næsten var koldt – men også kun næsten.

Resten af vejen til Boadilla hjalp Rolling Stones heldigvis på humøret. Men der var også ret varmt idag. Jeg havde ikke fyldt min vandblære i morges, og det viste sig at være en ret stor fejltagelse, for jeg løb tør for vand på vej til Boadilla. Jeg havde ganske vist min reserveflaske på 1/2 liter, men det var ret vigtigt at få tanket vand i Boadilla. Derfor var alt naturligvis lukket. Nu begyndte det at blive lidt kritisk, for jeg havde kun 1/2 liter vand, som skulle strække 6 km.

Men med lidt ekstra pauser i skygge, så lykkedes det at komme til Fromista uden de helt store problemer. Jeg fandt det offentlige albergue, og her er rigtigt fint.

Jeg har snakket lidt med en amerikaner fra Ohio. Han kendte også “Køn pige” fra igår. Det viser sig at hun hedder Caroline og er fra Tyskland. Jeg genkendte hende ud fra beskrivelsen. Han havde fulgtes lidt med hende idag. Da jeg passerede hende i morges lige før Punto Fitero, synes jeg ikke at hun var så flyvende som sædvanligt, da jeg strøg forbi. Og amerikaneren havde mødt hende på vej retur til Boadilla, hvor hun vist var løbet tør for vand. Jeg tænker at hun nok er blevet på alberguet der.

Der er så stinkende varmt igen i dag, at fuglene tripper rundt med næbbet åbent. Temperaturen måtte godt falde lidt. I morgen vil jeg prøve at komme tidligt op, og gå i de kølige morgentimer.

Aftensmaden bestod af forskellige slags yoghurt fra supermarkedet. Jeg var ikke rigtig sulten, og magtede ikke at gå ud og spise noget rigtigt.

Dagen startede meget fint. Jeg var oppe og afsted allerede kl. 7 fordi to andre pilgrimme åbenbart havde tralvt, og havde sat uret til at ringe. På vej ud ad døren fik jeg lige en krammer af hospitaleroen 🙂

Da jeg stoppede i Horn. del Camino for at få en “bocadillo con chorizo” kunne jeg ikke rigtig spise noget. Og senere begyndte min mave også at være lidt sjov. Jeg håbede ikke at jeg havde fået noget, som jeg ikke kunne tåle.

Da jeg fik slæbt mig frem til Hontanas var de to første “supermarkeder” naturligvis lukkede eller uden ekspedient. Tredje gang var dog lykkens gang, og jeg fik mig et Twister-is og 1 1/2 liter vand. Jeg var nervøs for at løbe tør for vand, for der havde virkeligt været varmt.

Det var måske også forklaringen på min utilpashed, for jeg havde glemt at få min bandana på. Så solen bagte lige ned i skallen på mig. Men med vand i vandblæren og i mig selv, så kunne turen gå videre – nu iført bandana.

Jeg kom forbi et tidligere kloster på vejen, hvor en af kirkebuerne gik helt ud på vejen, så caminoen var ført under eller igennem den.

Jeg er blevet overhalet et par gange af den kønne pige, som Stephan og jeg fulgte efter ind i Burgos i går. Hun smilede så vældigt hver gang 🙂 Måske fordi at hun også godt kunne lide at overhale, eller måske fordi at jeg lå og fedede den i græskanten hver gang og nød livet. Nåh ja, og plejede mine fusser. Det sportstape som jeg købte på vejen ud af Burgos igår er noget værre bras. Det hæfter simpelthen elendigt, så jeg skal have skaffet noget nyt fra apoteket.

Da jeg kom ind i byen fortsatte jeg naturligvis forbi det første albergue, da jeg gerne ville bo på San Esteban, tror jeg det hed, men der var naturligvis alt optaget. Det næste albergue kunne jeg ikke finde, og var godt tæt af at rende rundt i byen og lede, så jeg satte kursen mod det første albergue.

Og her var ledigt. Det er lidt rustikt, og badet kunne være bedre. Jeg trænger snart til et gennemgribende bad.

“Køn pige” er flyttet ind i sengen over mig 🙂

I dag passerede jeg et par danske damer. Mit “!hola!” afslørede mig åbenbart ikke som dansker, og de kunne heller ikke genkende bøllehatten i dansk M96-camouflage. Det passede mig egentlig ganske udemærket, for det passede mig ret dårligt at skulle tale en masse dansk lige på det tidspunkt. Jeg fik talt dansk nok igår med de to norske damer som boede på alberguet.

Efter en god del trasken rundt i byen fandt jeg en hæveautomat. Og alle elsker jo når den bare spytter €50-sedler ud. Men det var okay med damen på apoteket at betale for tape med så store sedler.

Videre til supermarkedet, hvor jeg nøjedes med en appelsin-vand. Jeg ville have haft en agurk. Lige siden forleden ved San Juan de Ortega, hvor en dame spiste agurk lige ved siden af os, har jeg haft lyst til agurk. Den duftede simpelthen så godt.

Det ser også ud til at der er en okay restaurant i byen. Jeg venter dog lidt med at spise, for klokken er kun 18, og der er stadig 32 grader.

Casa Nostra boede jeg på.