Stephan og jeg er gået fra hinanden!

Det har nu også hele tiden været planen. Han ville gerne have en ekstra dag i Burgos til at hvile i, og jeg ville helst videre fra Burgos, hvis fødderne var klar til det. Det var de.

Så vi fik Stephan indlogeret på det offentlige albergue, og så spiste vi en frokost af salat og et par pinchos. Det er noget friteret kartoffel-mos med skinke-stykker i.

Bagefter så vi katedralen i Burgos, inden at vi gik tilbage mod alberguet efter min rygsæk og den endelige afsked. Det var lidt svært at sige farvel. Vi har fulgtes ad i omkring 9 dage.

Men på vej ud af Burgos følge jeg også at det var det rigtige. Alligevel var det som om at jeg havde efterladt eller glemt noget. Jeg savnede Stephan og hans klik-klak fra vandrestavene.

Vejen ud af Burgos var relativt hurtigt klaret, og samtidig ganske pæn. Jeg var alene på grusvejen næsten frem til Tajdajoa, hvor jeg gik forbi to damer. Fra deres “Buen camino” gættede jeg på at de var norske.

Og da jeg var indlogeret på alberguet og vasket, så dukkede de også op. Og de var ganske rigtigt norske.

Det er bare blevet til en enkel aftensmad med “bocadillo con queso y jamon” fra baren overfor. Jeg har fundet ud af at vandet på bordet hvor der stod “A pies” ikke betød “vand til de gående”. Det er vand til fødderne, det er nemlig saltvand på flaske 🙂

Jeg hilste iøvrigt på Anita og hendes mand på vej til Burgos, og senere også inde i Burgos. Det bliver spændende hvornår de overhaler mig igen.

Forleden så vi et yngre spansk par. Vi har set dem tidligere også. Men den her morgen var det dog tydeligt fra afstand at se, at de skændtes og var uvenner. Jeg er ikke sikker på at jeg ville medbringe kæreste på sådan en tur her.

Stephans og mit motto blev iøvrigt “Flat is good”. Vi ved dog ikke helt om vi tør sige det til pigerne derhjemme 🙂

Vi var nogle af de sidste til at vågne og komme ud af sengen. Så klokken må have været omkring 7 før vi kom afsted. De første to små byer var der ingen åben bar. Men i den næste kunne jeg få mynte-the og en croissant.

Det sidste stykke frem til San Juan de Ortega var hårdt. Stykket gennem skoven var simpelthen “Vejen der bare ikke ville få en ende”. Efter hvert sving fortsatte den bare. Men vi kom frem – uden pauser, så godt brugte.

Vi fik en is og en cola, kiggede kirken og kravlede videre i et adstadigt tempo. Da vi nåedes til Agés var alt optaget. Vi trængte til pause og cola, før vi kravlede de sidste 2,6 km. Men fandt heldigvis plads på El Peregrino, og det er super-lækkert.

Vi bor to mand på et 6-personers værelse. De fylder værelserne lidt hen ad vejen, istedet for at fylde op fra en ende af.

Og vi mødte Monika og Helga igen 🙂

I dag var en god fod-dag. Vi kom dog ret tidligt op. Jeg tror at jeg vågnede omkring kl. 6, og vi var allerede ude ad døren en halv time senere.

Det virker ret godt at vandre i de kølige morgentimer. Og for første gang gik vi forkert lidt udenfor byen. Jeg tror faktisk at vi førte an, og pilgrimme er som lemminger, de følger bare rygsækken foran. Og først i mangel af rygsække kigge vi efter gule pile.

Første by vi stoppede i var baren simpelthen for ringe. Mere knejpe end bar som Stephan udtrykte det. Men vi fik bocadillo med en slags skinke for “kun” €4.

På vejen ind til Beldorado så vi reklamer for et albergue, som så fint ud. Soverummet er dog med 20 senge ca., men her er lækker have til. Og nu er det tid til bocadillo.

Og så kan vi forhåbentlig nå messe inden aftensmaden.

Cuatro Cantones hed vores albergue. Vi spiste i restauranten på alberget. Jeg fik en “ensalda mixta” og tortilla. Vi spiste med to fyre fra Irland. Den ene hed også Stephan. Og så var der en ekstra tysker. Jeg mødte også Anita og hendes mand, som jeg delte værelse med i Saint Jean Pied de Port.

I dag var en dag med dårlige fødder.

Det var ellers en rolig og hyggelig morgen, hvor vi stille og roligt fik pakket vores ting. Vi fik slæbt mig til Azofra, hvor vi fik lige morgenmad med mynte-the og croissant sammen med Monika og Helga.

Det var en meget lang vej til St. Dom. de la Calzone, hvor vi måtte stoppe en del gang og give mine fødder en pause. Men det lykkedes da til sidst, og vi fik os indlogeret på det store herberg. Det er fint og rent, men der mangler lidt stemning. Det minder mere om et vandrehjem end et alberge.

Katedralen var fin, og vi fik kigget til de levende høns som de holder inde i kirken.

Maden var til gengæld så som så. Det første sted rejste vi os og gik, fordi at tjeneren simpelthen var for langsom selv efter spanske forhold. Det næste sted fik vi dog mad. Det var middel-mådigt. Stefan var dog ikke så vild med det.

Der blev ingen messe i aften. Der var begravelse i katedralen, og derefter koncert.

Og så er her fyldt med amerikanere. vi mødte en del i løbet af dagen mens vi vandrede – med deres day-packs. Og de larmer helt utroligt – selv inde i katedralen. De forstår godtnok intet. Byen her er berømt for deres katedral med høns, og så caminoen. Da jeg forsøgte at forklare en vildfaren amerikaner at det ikke var var “chickens” at byen var kendt for, men at det var fordi at de var inde i katedralen, troede hun vist nærmest at vi forsøgte at bilde hende noget ind.

I dag var knapt så varm. Det var dejligt køligt at gå ud gennem gaderne i Logroño. Vejen har dog været lidt uinspirerende. Jeg er fulgtes med Stefan igen i dag. Vi har ikke talt så meget som i går. Men det var hyggeligt at følges ad i stilhed.

Vi fandt et lille alberge, Santos II, som er fint og køligt. Vi bor her sammen med en franskmand. Bare os tre, selvom at der er plads til 10 eller 12.

Vi spiste aftensmad med et par tyske damer, som Stephan havde mødt en af de tidligere dage, Helga og Monika, så der blev talt en anelse tysk ved bordet.

Stephan planlægger to dage i Burgos, så når vores vej når så langt er det tid at skilles. Så kan jeg fortsætte ud på mesetaen alene, og jeg kan mærke at jeg begynder at trænge til lidt alene-tid, selvom at det bliver vemodigt at skulle sige farvel – denne gang bliver det jo nok endegyldigt. De to tyske damer stopper deres camino i Burgos.

Vi så iøvrigt klosteret her i Najerra, det var rigtigt fint. Jeg glæder mig til at se det i Samos.

I aftes lærte jeg navnet på manden i det tyske ægtepar, som også boede på værelset. Det var “Heinz tu dies, Heinz nicht das”. Jeg tror at han var lidt under tøflen. Og på en eller anden vis  lykkedes det dem at rumstere i noget nær 20 minutter efter at lyset var slukket.

På den tid kunne jeg have pakket min sæk både ud og ind to gange. Og sikkert larmet mindre.

Stefan var smuttet før mig, så jeg satte ud alene i et okay tempo. Efter omkring to timer havde jeg indhentet ham i Torres del Rio. Jeg så ham et stykke væk, men tænkte at jeg bare ville holde mit eget tempo. Og da han så holdt en lille pause ved broen, så nåede jeg op til ham.

Vi fulgtes ad hele dagen i et adstadigt tempo. Lidt udenfor Viana hilste vi på hollandske Anke, som vi også havde spist aftensmad med tidligere. Hun ville overnatte i Viana, så måske var det sidste gang vi hilste på hende. Stefan og jeg spiste frokost i Viana, og “snuppede” så de sidste 10 km. til Logroño. Vi ville gerne have et hotel igen, og fandt til sidst Hotel Isala med enkelt-værelser til €35. Det var okay, og de var med bad. Så et bad og en lille lur, og så ud og se katedralen, og bagefter en is inden aftensmaden.

Jeg kunne ikke rigtig spise noget, selvom at det var ret lækkert. Asparges fra Tuledo til forret, og entrecôte til hovedret. Og så naturligvis et glas vin fra Rioja.

Planen for i morgen er muligvis Nájera. Stefan er dog ikke vild med at hans tyske pilgrimsguide ikke rigtig anbefaler så mange gode overnatningssteder i byen. Men byen lyder interessant, og passer godt ind i min plan, så vi må se.

I dag har iøvrigt været ret varm. Da vi spiste omkring 19-tiden var her stadig 32 grader. Jeg løb tør for vand inde i byen, så jeg må huske at fylde på undervejs i morgen.

I dag skal være en kort dag. Jeg kan se på kortet at kontoret i Saint Jean Pied de Port foreslår omkring 20 km.

Lidt udenfor Estella kommer man til fontænen med vin. Så morgenmaden var 3 croissant og en kop rødvin.

Jeg slog følge med en hollandsk pige derfra og op ad den næste stigning. Hun var arbejdsløs hjemme i Holland, og ville bruge tiden på at finde ud af hvad hun skulle lave når hun kom hjem.

Stoppede i Los Arcos som planlagt, og er checket ind på Casa la Fuente eller Casa Austria. Egentlig lød planen på Refuge Public La Fuente, men jeg forvekslede dem åbenbart. Det her er nu helt udemærket – lille og hyggeligt.

Mine vabler er blevet plejet, og en lille lur. Senere var jeg på den lokale bar. De havde ikke bocadillos, så jeg tog chancen med nogle “pinchos” tror jeg de kalder en lille snack. Ham gæsten før mig havde bestilt nogle, så jeg bestilte bare det samme. Super-gode var de. En slags friteret ost med skinketern inden i.

Jeg checkede spise-tid og messe-tid – det er kl. 18 og kl. 19, så jeg kan nå begge dele.

Mens jeg bagefter lå og hvilede ville skæbnen det åbenbart sådan, at jeg pludselig hørte Stefans spæde røst, og så kom han sgu ind på værelset. Super-hyggeligt 🙂

Dagen startede heldigvis med tørvejr – i ca. 10 minutter. Så regnede det ellers hele vejen ud af Pamplona. Tiden går på en underlig måde. Da jeg første gang kiggede, havde jeg gået i halvanden time, og det føltes som ingenting.

Lige her til min formiddagspause var der nogle pilgrimme som mente at det var vigtigere for deres rygsække at stå på bænken, end at vi andre kunne sidde. Men det er okay, jeg har mit fine siddeunderlag med.

Mens jeg skrev kom Stefan forbi. Han var glad for sin nye hat. Det er sikkert sidste gang jeg ser ham. Han ville tage omkring Huerta og se kirken der. Og så blive i Punta la Reina.

Jeg spiste frokost lige i udkanten af Punta la Reina. Jeg bad om en bocadillo con bacon, og den kloge bartender spurgte “?Y con queso?” Ja gu skal der også ost i 🙂

Jeg holder lige en lille fod-pause. En gut fra Michigan afbrød lige pausen. Han taler godt nok meget. Han er 52 år og har lige graduated from collage. Heldigvis går han ikke så hurtigt 🙂

Opstigningen til Alto de Perdon var ret spændende. Regnen havde forvandlet stien til ren mudder. Den der slags mudder som kun pilgrimme, og måske folk på Roskilde kan sætte pris på. Det kan fåes i alle velassorterede forretninger som handler med mudder. Bare spørg efter “Pilgrims-mudder, ekstra klæbrig”.

Jeg stoppede ved korset som var rejst hvor den danske pilgrim døde i 2006. Jeg plukkede et par blomster, og tudede lidt i en blanding af rørthed og udmattelse.

Det var en sygt lang dag. Alt for lang. Jeg tror at telefonen løb tør for strøm i Arcos. Den kan åbenbart kun tracke GPS i 10 timer før den løber tør. Jeg fik en cola og lidt strøm, før jeg fortsatte til Estella.

Fuldstændig ødelagt forsøgte jeg at finde Municipal Alberguet – uden held. Til sidst stødte jeg på et  Hostel Christina. Jeg var fuldstændig ligeglad med alt og skulle bare have et værelse og en seng.

Det var en gammel hyggelig dame som havde det. Hun talte naturligvis kun spansk. Men jeg fik mig da et værelse. Og som noget af det første ud under bruseren med alt det varme vand jeg kunne drømme om. Der var også et lille badekar, hvor jeg kunne sidde sammenkrøbet, og bare sidde i blød i vand.

Det havde været en 12 timers dags, så jeg orkede ikke engang at gå ud efter aftensmad. Jeg faldt bare omkuld på sengen.

Dagen startede naturligvis med regn. Det har regnet i tre dage nu. Alberget var ikke just imponerende – de var løbet tør for toiletpapir i morges – godt at jeg hapsede en rulle i Paris.

På vej ud af byen passerede jeg en slikautomat, og synes at en slags chokoladekiks var en udmærket morgenmad. Og lige da jeg vendte væk fra automaten kom Stefan sørme gående ned ad gaden. Han havde overnattet i bygningen overfor som tilhørte samme alberge.

Vi slog følge hele dagen. Det passede mig fint, da jeg gerne ville gå lidt langsommere idag, for at skåne min ene tå og mit knæ.

Jeg tror at vi gjorde vores første pause omkring Arri eller Trinidad de Arre. Der var en passende tunnel, hvor vi kunne stå i tørvejr.

Næste stop må have været i Villava, hvor vi var omkring en bar og få en kop mynte-the, inden det sidste lille stykke ind til Pamplona.

Vi indlogerede os på Casa Paderborn, som Stefan anbefalede – han var fra Paderborn 🙂

Første oplevelse med at stå i kø til en sengeplads, men vi fik heldigvis en plads.

En eftermiddag spenderet med vigtige indkøb af mere sportstape, lidt mineralvand og 12 muffins plus tyggegummi.

Aftensmad var igen på Cafe Palace, ligesom frokost. Fra dagens menu valgte jeg asparges med mayonaise og så friteret kylling indbagt med ost. Flan til dessert. Vi nåede endda de sidste fem minutter af messen i katedralen.

Vi deler værelse med Tim og Inge fra Skalborg. Pudsigt at være så langt væk hjemmefra, og så møde nogen også fra Aalborg-området. Jeg forærede Inge et par af mine ekstra ørepropper.

Dagen i dag startede tidligt. Faktisk så tidligt at jeg ved at sætte mig op i sengen og råbe “Hallo, det er stadigvæk nat!”

Jeg synes nu især at det var interessant, at de to danskere som tyssede på os igår, allerede var skredet, da vi andre stod op. Jeg kalder dem Tysserne 🙂

Da vi var på vej til aftensmad i går mødte Stefan fra Tyskland og jeg et par “pilgrimme” på vej op ad trappen med deres kuffert-trolley. Vi kiggede på hinanden og tænkte garanteret samme tanke; “Den må have været træls at slæbe over bjergene” eller noget. Der var iøvrigt fuldt hus på klosteret igår.

Menuen igår stod iøvrigt på fisk – og alle ved jo hvor meget jeg elsker fisk. Men er man sulten, så ryger alt ned.

Ellers startede dagen i dag ud med regnvejr. Heldigvis ikke samme slags som igår i bjergene, men bare den stille silende slags. I regnvejr bruger vi ikke pauser, så jeg var ret overrasket over at jeg havde gået i over to timer, da jeg stoppede i en lille by med B, for at få en “bocadillo con queso” og en “infusion de mintha” eller hvad den slags nu hedder på spansk.

Jeg fejrede også pause ved at skifte sokker. Jeg havde forventet efter regnen igår, hvor mine støvler sejlede, at de ville være ret våde i dag – de føltes ihvertfald sådan. Men da jeg fik fødderne op af støvlerne var sokkerne faktisk ikke mere fugtige end de plejer.

Vejen gik op, vejen gik ned, vejen gik op, vejen gik ned. Jeg kunne efterhånden godt mærke kilometrene fra igår i mine knæ, og et eller andet sted omkring min ene store-tå. Så jeg bestemte mig for at holde næste pause i Zubiri. Så kunne jeg også lige overveje dagens mål.

Da jeg så at der var omkring 5 km. til Lorrasoña bestemte jeg mig for at det ville være en okay indsats for idag. På vejen hertil kiggede jeg på gps’en og blev ret overrasket over at have gået 26 km. på det tidspunkt.

Lige der bestemte jeg mig for ikke at gå længere i dag.

Alberget åbnede heldigvis efter kun 20 minutter, og jeg var faktisk første mand inde ad døren. Men kun nr. to til bruseren. Man kunne vælge imellem varmt vand i en fesen stråle, eller koldt vand i massevis. Så det blev et ret hurtigt bad.

Jeg fryser lidt efter min obligatoriske lur, så det er vist frem med de lange underbukser. Jeg tror at musklerne vil sætte pris på varmen. Og så må jeg hellere på jagt efter noget mad, selvom klokken er alt for tidligt til spansk aftensmad.

Restaurant blev fundet, og det var utrolig god mad. Værten talte udelukkende spansk, og menukortet var ligeledes kun på spansk. Jeg tog en chance med hvad jeg troede var kylling, en “salade poul-et-eller-andet”, som viste sig at være en slags syltet eller marineret porre, og så med lidt tun til tror jeg. Jeg skal have undersøgt hvad det egentlig var, når jeg kommer hjem.

“Ensalada puerros” hed den. Og jeg spiste på “El Molino” – det må være Møllen.