I dag var en god dag. På den der overskudsagtige måde hvor man fortrænger alle dagens strabadser.

Jeg startede ud kl. 7:45 og vandrede ned ad gaden og ud af byporten. Og så tænkte jeg “Fuck nu jer!” da jeg så den første stigning. De kunne lige så godt have bygget en trappe, hvis ikke at det havde været fordi at der også skulle køre biler i ny og næ.

Det var helt utroligt tåget, men det er faktisk okay. Så kan man ikke se hvor langt der er til næste sving på vejen. Jeg kom forbi min første løse ko allerede i formiddags, og senere også vilde – eller ihvertfald løse heste.

Det er de små ting der kan bringe smilet frem; at solen bryder frem igennem tågen, eller blot at vejen flader ud.

Efter dagens stigninger må jeg hellere definere “op” på en helt ny måde. Det kan også bruges i vores hospitalsvæsen, hvor det kan være en let og enkelt måde at afgøre om folk er klinisk sindssyge. Hvis de svarer “ja” til spørgsmålet “Synes du at det er en god ide at krydse Pyrænæerne til fods?” Ja så kan de erklæres tossede på stedet.

Vejret skifter også en del i bjergene. Da jeg var oppe på toppen, eller deromkring, ihvertfald kun med 5 km. tilbage, havde en af de andre pilgrimme åbenbart været uartig, for det begyndte ihvertfald at regne.

Senere var den gal igen, for regnen slog om i hagl.

Midt i haglbygen mødte jeg en gut fra Tyskland, og en fra Gran Kanaria, som overvejede vejen ned til klosteret. Vi tog en hurtig beslutning og fulgtes ned fra bjergene. Mine støvler sejlede i vand, men man når det punkt hvor det egentlig bare er ligemeget, og man bare vil frem til det der kloster. De gik godtnok lidt langsomt, men så kunne vi tre da dele elendigheden.

Klosteret er fint, med ny-indrettet “sovesal”. Der er en dda blevet badet og vasket tøj, og klokken er ikke engang fire endnu.

Jeg er spændt på om mine støvler er tørre til i morgen.

Da jeg gik ned i metroen i morges fik jeg den der følelse af “velkommen hjem”. Det bringer altid gode minder frem, når jeg er i Paris’ metro.

Det gik super-let at finde toget videre. Og vel placeret på min plads var det ret interesant, at se andre med rygsæk forsøge at besejre midtergangen iført denne. Især én japansk pige sad ubehjælpeligt fast. En midtergang i en-personsbredde lader sig åbenbart ikke passere af to, når den ene har sin rygsæk på.

De danske statsbaner kunne ellers godt lære en ting eller to af de her franske TGV-tog. Vi kørte fra Paris kl. 08:25 og første stop var først i Bordeaux kl. 11:45. Ikke alt det pjat med at standse i tide og utide.

Nu er der lige en times tog-skifte-pause i Bayonne.

Jeg har udnyttet tiden godt. Der var tre ting på listen: toilet, croissant og eclair. Toilettet gav ligesom sig selv, og jeg kan jo ikke være i Frankrig uden at få en croissant. Og så havde jeg iøvrigt lyst til en eclair, så det blev en hurtig tur op i byen i jagten på en bager.

Der er sjovt nok fyldt med folk med rygsæk her, men faktisk så jeg allerede de første camino-folk da jeg ventede på Gare Montparnasse oppe i Paris.

Nu mangler blot det sidste stræk til SJPP.

Vel ankommet til SJPP og indlogeret på L’esprit de Chemin. Byen er vældig hyggelig og gammel, men ganske hurtigt overskuet. Og så er der jo heller ingen grund til at gå mere end nødvendigt. Jeg skal jo nok få styret de lyster de næste par dage.

Jeg kunne virkelig godt bruge en lur nu. Men der er kun en times tid til aftensmad, så det kan vist ikke svare sig. I stedet sidder vi og drikker the i gårdhaven.

Og så bør jeg måske arbejde lidt på min håndskrift, så jeg kan læse alle mine visdomsord når jeg engang kommer hjem.

Første lektie er allerede lært; lad være med at udskyde ting – skal jeg have købt vand, så køb det når jeg kommer forbi, i stedet for at vente på at der måske kommer et lidt bedre sted lige om det næste hjørne.

Så er jeg afsted. Jeg er ankommet til Paris her til aften.

Det er lidt underligt at være her helt alene. Jeg plejer altid at være her sammen med nogen. Jeg har været praktisk og allerede købt min metro-billet til imorgen. Og så en tur rundt i nabolaget og skaffe en pizza.

Det er med at nyde min sidste aften/nat her. Det er sidste nat i lang tid med en dyne og i morgen tidlig skal jeg nyde håndklædet og et rigtigt bad.

Det føles allerede lidt som eventyr, selvom at det “bare” er Paris – her har jeg jo været masser af gange før 🙂

Jeg har tidligere haft hele min camino-blog liggende her. Desværre mistede jeg hele bloggen i juledagene 2013 – og havde naturligvis ingen digital backup.

Heldigvis har jeg stadig min notesbog, og en god portion af billederne. Så jeg vil begynde løbende at få skrevet alle siderne ind som blogindlæg.